Tegneserier som investeringsobjekt

I de senere år har der været en markant og stigende eftespørgsel for meget velholdte hefter/albums og følgelig er priserne for disse "røget" en hel del i vejret.
Vi har i de seneste 10 år næsten oplevet "amerikanske" tilstande herhjemme!
For en samler er dette kun et glædeligt faktum som jo er ensbetydende med at flere bruger denne niche i investeringsøjemed - og at hans samling bliver mere værd ; Velholdte hefter holder altid værdien - og øger den historisk set betragteligt med årene.
Især er "Disney" - både dansk og amerikansk steget betydeligt - hvilket du ved selvsyn kan konstatere i den nyeste udgave af danske Comiclex og amerikanske Overstreet Priceguide.
Som nævnt tidligere vil hefterne i topstand - hvilket vil sige VF+/ NM / M være "højdespringerne" når vi beskæftiger os med de i investeringsøjemed mest interessante af slagsen.
Det er ikke usædvanligt at Anders And & Co. hefter fra 1. årgang i ekstrem flot stand nemt vil kunne indbringe mere end "guidevalue"- simpelthen fordi der kan gå rigtig mange år imellem at disse bliver bragt til salg igen!
Min personlige vurdering er at dette marked langt fra har toppet - men at vi vil se yderligere store stigninger de næste 10 år.
I vort naboland Sverige har et "Kalle Anka & Co. # 1 / 1948" således tilbage i 1999 indbragt over 170.000,- i Topstand.
I U.S.A. er et "Walt Disney Comics & stories # 1 / 1940" i CGC 6.5 Fine+ netop i sommeren 2006 blevet solgt for næsten 80.000,- på Heritage Auctions!
Netop i disse år er næsten alt "Disney" prismæssigt eksploderet - og intet tyder på at det stopper her.
Herhjemme er der således endelig sket markante fremskridt på prisfronten jvf. Det nye Comiclex - men om det bringer "nye" samlinger frem i lyset er dog uvist.
For selvom oplagene på de første årgange af AA&Co. var relativt store - var det dog stadig blade som primært var købt til - og læst af børn.
Derfor er rigtig mange gået tabt - og de der findes tilbage - er som regel ikke specielt velbevarede.